Så blev jeg træt af den dårlige modtagelse på mit trådløse netkort i den stationære computer, og besluttede mig for at lave en ny.
Problemet med den gamle kan dog meget vel have været at den boede nede på bagsiden af min computer i dette noget tvivl somme kraftfelt af ledninger.
Det kunne jo ikke være så svært, som bekendt arbejder trådløse netværk jo ved 2.4Ghz, og gav mig derfor til at beregne hvor stor min nye antenne skulle være for at den gav optimal modtagelse. Beregningerne er som følger.
Lysets hastighed (c): 29979245800 cm/sek. 802.11g trådløse netværks frekvens (f): 2400000000hz
Jeg brugte så denne simple formel til at regne antennens længde ud:
1 bølgelængde = c / f centimeter => 29979245800 / 2400000000 = 12,49135242 cm.
Her efter fandt jeg de nødvendige ingredienser frem:
Et stykke almindeligt ståltråd
Isolerings tape
Låget fra et syltetøjs glas
Et stykke gammelt antenne kabel
En loddekolbe
Loddetin
Boremaskine med passende bor
Trådløst netkort
Lim pistol
Vel vidende at de fleste antenner er 1/4 af bølgelængden for at spare plads, og da det næsten er lige så godt besluttede jeg at min antenne skulle være 1 hel bølgelængde, da det jo immervæk måtte være bedre. Antennen blev lavet så ledes:
Ståltrådet blev klippet til i den beregnede længde ca. 12.5 cm.
Borede et hul i syltetøjslåget.
Isolerede den ene ende af ståltrådet så der nettop stak et stort nok stykke ud til at lodde på.
Stak ståltrådet gennem hullet i låget, og tapede det fast i hullet.
Afisolerede antennekablet og lodede midter ledningen på enden af ståltrådet.
Lodede antennekablets skærm på indersiden af selve låget.
Da jeg ikke havde et skrue stik til en antenne jeg kunne lodde på kablet, pillede jeg den gamle antenne af netkortet og lodede den anden ende af ledningen på skrue connectoren på netkortet, midte til midte og skærm til skærm.
Så isolerede og forstærkede jeg lodningene på bagsiden af netkortet ved at lime dem og ledningen fast i den rigtige position med limpistolen.
Her efter var der bare tilbage at montere netkortet og tænde for skidtet.
Da jeg kom ind i windows prøvede jeg at lave en søgning på trådløse netværk, og så straks at der var fuld signal på stort set alle de netværk jeg kunne fange, og at der var flere at se end før, så der var klart en forbedring i signal styrke at spore ved at foretage denne praktisktalt gratis modifikation. Et lille minus ved min antenne er dog at den ikke er særligt transport venlig, men det kan jeg nu sagtens leve med, jeg kan jo altid lodde et antenne stik på ledningen et sted tæt ved computeren.
Jeg prøvede at klippe antennen ned til en halv bølgelængde, 6,25 cm, og dette gav faktisk mindst det samme resultat, hvis ikke marginalt bedre. Jeg oplevede at accespoints jeg før havde svært ved at fange, og som kun gik ind med to streger, nu gik ind med tre, men det kan jo sagtens bare være et tilfælde, da der som sagt ikke var mærkbart bedre resultater med en halv bølgelængde. På screenshotet her under ses en søgning efter accespoints med antennen placeret det samme sted som i testen oven over.